Der er masser af skydesport på programmet ved DM-ugen i Aalborg den 26.-29. juni, og i samarbejde med DR kommer der mere end fem timers live-tv med det bedste, Skydesport Danmark kan præstere.
Dette er en fantastisk mulighed for at få flere medlemmer i skytteforeningerne og for at aktivere flere danskere i skydesporten.
Turen til Aalborg kan være lang for nogle. Derfor vil vi gerne hjælpe alle skytteforeninger, der har lyst til at afholde åbent hus og prøveskydning i DM-ugen (uge 26). Det kan ende i nye medlemmer i jeres forening.
Er I interesseret? Så skriv en mail til projektmedarbejder Fritz Ganzhorn på frg@skytteunion.dk med information om, hvor og hvornår I vil holde åbent hus i jeres forening. Vi sender jer skabeloner til markedsføring, opslag på sociale medier eller i det lokale supermarked samt en lille artikel til den lokale avis.
I kan også afholde jeres eget stævne i klubben – fx en samling og/eller konkurrence, inden I skal se live-finaler på tv fra DM-ugen, hygge jer med lidt fællesspisning, kaffe og kage eller andet.
Vil I måske det? Så skriv også gerne en kort mail til frg@skytteunion.dk med lidt ord om jeres planer. Så vil vi meget gerne markere jeres stævne/konkurrence på vores medier.
Har I spørgsmål, gode idéer eller andet, kan I også ringe til Fritz Ganzhorn på (+45) 23718910.