Snart sænker julefreden sig, og endnu et begivenhedsrigt år går på hæld.
Vi vil gerne sige en stor tak til jer i skytteforeningerne, som hver dag holder liv i fællesskaberne, tager ansvar lokalt og åbner dørene for både nye og erfarne skytter. Også en stor tak til vores samarbejdspartnere og støtter, som bidrager til, at skydesporten fortsat kan udvikle sig i hele Danmark.
2025 har endnu engang vist, hvad styrken i skydesporten er: Fællesskabet. Medlemstallet har udviklet sig positivt, og vi ser fortsat, at både unge voksne og kvinder finder vej til skydebanerne. Det bekræfter os i, at skydesporten er – og skal være – en sport for alle, uanset alder, køn og baggrund.
Året har også tydeliggjort vigtigheden af sammenhæng og fælles retning. I Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) arbejder vi målrettet for at samle skydesporten – ikke af hensyn til organisationen alene, men for at kunne varetage både de samfundsmæssige interesser og foreningernes vilkår i hverdagen bedst muligt.
Der findes kræfter, som ønsker yderligere opsplitning. Det mener vi er den forkerte vej. Erfaringen viser, at skydesporten står stærkest, når vi står sammen – med fælles ansvar for sikkerhed, kvalitet, talentudvikling og foreningernes rammer. Kun sådan kan vi sikre legitimitet, indflydelse og gode vilkår for skydesporten i fremtiden.
I løbet af året har vi igen set, hvad skydesporten kan betyde for det enkelte menneske – fra store sportslige præstationer ved nationale og internationale mesterskaber til de små, men afgørende øjeblikke i hverdagen, hvor fællesskab, ro og fokus gør en forskel i livet.
Når vi ser tilbage på 2025, ser vi en sport, der samler mennesker, tager ansvar og bidrager positivt til samfundet.
Vi ser frem mod et nyt år med fortsat samarbejde, stærke foreninger og et fælles arbejde for en samlet og bæredygtig skydesport.
Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer alle!
Venlige hilsner fra alle i bestyrelsen og sekretariatet i Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark)